Svar på Knud Romer Jørgensens kronik i Berlingske Tidende d. 23/1-06

Tradition og fornyelse

 

 

Knud Romer Jørgensens (KRJ) indlæg i Berlingske Tidende d. 23. januar 2006 er vel, hvad man kan kalde en brandtale. Han går kraftigt til angreb på den danske, selvbedrageriske mentalitet, nationalromantikken, som, han mener, florerer i dag som i 1885. Med udgangspunkt i Holger Drachmanns Midsommervise forklarer han, hvorledes danerne i dag stadig holder det fremmede fra døren.

   KRJ nævner, at der til stadighed er en tendens til at udpege og dæmonisere folk: Ikke bare uden for grænserne, men også i samfundet; nemlig grupper af subkulturer, fritænkere – hekse, trolde, parallellerne til Midsommervisen fortsætter.

   Han påpeger det absurde i, at når danskerne synger denne vise rundt om bålet overhovedet ikke lægger mærke til, hvad de siger. De er fanget i deres traditioner og ænser end ikke realiteten – de ser ikke, at skyen ikke ”over marken velsignelsen sender” eller køerne ikke ”sin middag i kløveren gumler”. Tværtimod er landbruget industrialiseret og velsignelsen over marken snarere bliver bragt af pesticider og kunstgødning. Faktisk er det danske glansbillede på virkeligheden intet andet end et stort selvbedrag – ungdommen er ude i et alkoholproblem, ”naturindholdet” bliver holdt kunstigt i live af landskabsforvalterne. Selv vejret omkring Skt. Hans er en mytologisk løgn, der gang på gang bliver tilbagevist af meteorologerne

   Hvad er da meningen med dette umådelige selvbedrag? Ifølge KRJ sammenholdet – den falske idyl er den bedste måde at holde danskerne sammen på: Den skaber et fælles værdigrundlag, nemlig traditionen og fællesskabet. Det er det samme fællesskab, som kulturkanonen forsøger at skabe ved at danne en falsk enhedskultur, der lukker befolkningen inde. KRJ giver derimod sit eget bud på samfundet: Et samfund, der ikke er præget af et sammenhængende verdenssyn eller et fælles mål; ej heller med en kultur, der er dikteret af ministerier eller industriers interesser. Derimod er samfundet sammensat af små grupper, der alle har forskellige levevilkår, interesser og forventninger til fremtiden. Kulturminister Brian Mikkelsen og professor Jørn Lund er foregangsmænd i et projekt, der leder mod en reaktionær diktatorstat.

   Selv bryder KRJ sig ikke om andre fælles værdier, end hvad der er skrevet i grundloven, og føler intet behov for en kulturel én af slagsen. Han mener, at det er vigtigt for et samfund ikke at lukke sig af, men at åbne på udadtil. Et billede herpå er rundkredsen om bålet til skt. Hans: Vi må ikke indsnævre den, for så vil vi brænde os – vi skal række armene ud og udvide den.

 

KRJ bruger uden tvivl appelformen logos i og med han taler til vores fornuft, når han fortæller, at verden altså aldrig har hængt sådan sammen, som den fejlagtigt bliver beskrevet i Midsommervisen, men hans sprogbrug appellerer alligevel til vores følelser – især i de indledende og afsluttende afsnit og i og med han taler direkte til den målgruppe han omtaler – og således må man altså udlede, at patos ikke er underrepræsenteret i denne tekst.

 

KRJ’s to hovedpunkter i båltalen er traditionen og isolationen. Traditionen bliver i denne tale fremstillet som reaktionær, isolerende, falsk og verdensfjendsk. I stedet tales der for det individuelle og det reelle. For at demonstrere et relevant modsatrettet syn herpå, ønsker jeg at citere Søren Kierkegaards skildrende tanker om det gentagende i sin bog; ”Gjentagelsen”:

 

”Gjentagelsens Kjærlighed er i Sandhed den ene lykkelige. Den har ligesom Erindringens ikke Haabets Uro, ikke Opdagelsens ængstende Eventyrlighed, men heller ei Erindringens Vemod, den har Øieblikkets salige Sikkerhed.[…]Haabet er en deilig Pige, der smutter bort mellem Hænderne; Erindringen er en skøn gammel kone, som man dog aldrig er tient med i Øieblikket. Gjentagelsen er en elsket Hustrue, man aldrig bliver kjed af; thi det er kun det Nye, man bliver Kjed af. Det gamle bliver man aldrig kjed af; og naar man har det for sig, bliver man lykkelig; og kun den bliver ret lykkelig, der ikke bedrager sig selv ud i den Indbildning, at Gjentagelsen skulle være noget nyt; thi da bliver man kjed af den. Der hører ungdom til at haabe, ungdom til at erindre, men der hører Mod til at ville Gjentagelsen.”

 

Således præsenterer Kierkegaard altså et andet syn på traditionen, og giver os en mere positiv fremstilling af denne tryghed, KRJ netop kritiserer i sin båltale. Tog vi i stedet et Kierkegaardsk perspektiv til sagen, ville vi finde, at gentagelsen kræver et vist mod – at den ligger til den menneskelige natur og fylder os med den sande lykke. Desuden giver gentagelsen den salige sikkerhed, som én ikke ville opnå ved håbet eller erindringen – kun ved den gentagende gentagelse findes den helt sikre ærlighed. Interessant er det dog, at Søren Kierkegaard ellers har lagt grunden for en stor del af dén individualistiske filosofi, som KRJ bygger sine synspunkter på.

   På den anden, stadigt eksistentialistiske side af sagen står Friedrich Nietzsche med et ligeledes individualistisk syn, men her kritisk stillet over for den konservatisme han i sin bog ”Afgudernes Ragnarok” beskylder sin samtid for:

 

”Der findes endnu i dag partier, der som mål drømmer om alle tings krebsegang. Men det står ingen frit for at være krebs. Det hjælper ikke noget: man må fremad, det vil sige skridt for skridt videre i décadencen (- dette er min definition på det moderne ”fremskridt”…). Man kan hæmme denne udvikling, og gennem hæmning, opsamle, gøre degenerationen selv mere heftig og mere pludselig: andet kan man ikke. – ”

 

Altså en formaning af næsten samme karakter som den, KRJ giver os i båltalen. Tidligere i samme afsnit refererer han desuden til disse konservative som ”præster og moralister” – netop KRJ’s målgruppe for angrebet i talen: I gamle dage præsters advarsler om hekse og trolde og nyere tids politiske konservative moralister, der spår vor lokale civilisations sammenbrud ved det store fællesskabs sammenbrud.

   Den store problemstilling lyder altså på en tryghed overfor utilfredsheden ved en endeløs gentagelse. Dilemmaet er så, hvad man skal vælge? Hvad vil give mennesket den største lykke? Personligt vil jeg ikke stille mig tilfreds med den samme gentagelse: Da mener jeg ikke, livet er værd at leve. Ingen ved, hvad den næste dag vil bringe, men at nægte den i frygten for ulykke er allerede at have mistet livet. At holde panisk fast i et sæt værdier, der én gang har vist sig gode for derefter at benægte ethvert nyt initiativ – håbet – dét er den rene dekadence. I sandhed håbløshed.

   Et andet problem KRJ nævner er, at danskerne mangler den fornødne evne til at acceptere det fremmede: Ikke blot i henhold til den fjendske attitude ved grænserne, men også indenfor. Modviljen til at lukke folk ind er i streng forlængelse af den tidligere nævnte frygt for eksistens: Det kommer sig af dette fornyelsens ressentiment, som vi alle – som mennesker – kender, men har lært ikke at lade os styre af. Hvad er al denne dæmonisering, hvis det ikke er manifestationen af enhver smånihilistisk danskers frygt for at anerkende sin egen eksistens i omvurderingen af alle sine forældede slaveværdier? Slaveværdier i dén forstand, at de er skabt til det ene formål, at holde befolkningen i den tro, at de er ét folk med ét værdisæt, at de har ét mål. Den endelige destruktion af alt, hvad der kan kaldes mangfoldighed; alt, hvad der kan kaldes frodighed. Al denne intolerance, denne fordømmelse af, hvad der ikke passer ind i den store kreds af mytologiske værdier: Det er i sandhed den visse død. Og hvem andre end selveste Brian Mikkelsen, den af befolkningen højt ærede kulturminister, vover at lave det ultimative sakrilegium, en skændsel på livet selv – en kulturkanon! En sådan en må da om ikke andet være et forsøg på at strømligne, definere det danske – hvad Langballe, Krarup og Camre har forsøgt sig på igennem flere år er lykkedes for ”skt. Brian”. Endelig ved vi, hvad en ægte dansker er! En ægte dansker er én, der nyder de alternative former og kurver i det beton/marmorbelagte århusianske rådhus, nyder hyggen når DR genudsender Matador og luller deres små i søvn med så danske viser som Ebbe Skammelsøn – samtlige 32 vers. Men også Kierkegaard må en ægte dansker kende – mon dog? Jeg har endnu ikke mødt ret mange, der har kendt ham af forfatterskab.

   Lad os dog fejre vores mangfoldighed! Som Fenris endeligt brød Gleipner og startede Afgudernes Ragnarok skal vi ituslå konformitetens lænker og bryde fri fra den evindelige ligegyldighed livet antager sig, når det kører i en meningsløs gentagelse af upersonlige værdier.

Prædiken for de fortabte sjæle på Vestkysten

Menighed!

Denne søndag er i sandhed Guds! Og hvilken søndag er det ikke? Denne 21. søndag efter Trinitatis må vi som aldrig før mane til varsel: Varsel mod de strømninger, der som en anden slange kryber rundt i denne skønne flora af idyl, Kristi lære er – den slange, der listigt foregiver at være blot endnu en gren i det store træ, vor kirke er. Denne slange, denne falske lære forgifter os langsomt med djævelske doktriner: Kætteri!

 

I hører som ingen andre stormen derude. Vores brave fiskere sætter dag på dag deres liv på spil på de bølgende vande, men som aldrig før er de i fare. Flere og flere er blevet fordærvet. Slangen har lært dem at tage let på Kristi lære, og det er endog kommet mig for øre, at I, min egen menighed, selv er blevet forgivet! Sandelig skal I lære Jesu ord:

 

”Tro ikke, jeg er kommet for at nedbryde lovene eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.”; ”Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket”

 

Erindrer I end ikke lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som jeg så ofte har fortalt jer – de fleste af jer endda som helt unge, før jeg lod jer træde ind i de voksnes rækker:
en lovkyndig ville prøve Jesus, og spurgte da, hvad han måtte gøre for at arve det evige liv. Jesus svarede derpå: ”Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?” – Og den skriftkloge svarede rigtigt nok, at han måtte elske Herren af hele sit hjerte og hele sin sjæl”.

 

- Ja endda indledes lignelsen om den barmhjertige samaritaner således, at Jesus som svar på, hvad man skal gøre for at arve evigt liv således, at loven skal læses og adlydes! Hvorledes vover I da, min egen menighed, at drage tvivl om lovens autoritet? Øgleyngel er, hvad I er. En flok barbariske hedninge, der har vendt den evige frelse ryggen med jeres forfejlede og stupide tro på, at Herrens barmhjertighed er ubetinget – dårer!

 

Denne kætterske, liberale lære fortæller jer, at I når Himmerig uanset hvad – selv med en forloren bøn. Men har I dog intet lært gennem de mange søndage jeg har stået her og prædiket? Har I ikke hørt, hvad jeg har sagt? For sandelig siger jeg jer: Det er ikke mine ord, I har hørt – Det er Herrens! Hvilken ret har I til at bryde Herrens ord? Den samme ret som Slangen, og min sjæl, I skal lide samme straf i Helvedes flammer, hvis I ikke omvender jer! I har dog endnu livet, men hav det i tankerne, at hver og én af jeres fiskere, der dør på havet uden Kristi tilgivelse vil for evigt brænde op i den bundløse svovlsø! De skal aldrig have det evige liv. I har stadig muligheden – bekend jeres sande kristne tro, forsag Slangens fristelser – afgudernes ragnarok er nær!

Drømmen om et sekulært retssystem

Som et ansvarligt, samfundsbevidst menneske føler jeg mig desværre nødsaget til at komme med en indvending mod den uheldige udvikling vores kultur har syntes at bevæge sig hen ad, de sidste par år. Den gensidige respekt er ikke alene forsvundet fuldkomment fra den offentlige debat, der gennemsyres af forhånelser og disrespekt for andres følelser – viljen til at vise sin utilfredshed over denne udvikling er også blevet systematisk nedbrudt, og ethvert forsøg på at indgive sine klagesager til det etablerede samfund er i de sidste 70 år blevet mere eller mindre ignoreret.

 

Dette, kære venner, er konsekvensen af et sekulært retssystem, der ikke længere tager de dybeste værdier op til overvejelse: De religiøse følelser har udviklet sig til et tabu af dimensioner! Bespottelsen finder sted som aldrig før – og som aldrig før ser samfundet den anden vej. Jeg maner ikke til favorisering af én religion; ikke kristendommen, ikke islam, ikke jødedommen. Langt de fleste trossamfund i Danmark bygger på religioner, der ikke ser vel på denne bespottelse: Blasfemien.

 

Sandt er det, at vi har en velfungerende racismeparagraf, der beskytter de religiøse mod forhånelse, men når selve religionen ikke længere kan forvente den juridiske beskyttelse, den i følge straffeloven har ret til, må vi som samfund slå i bordet! Ikke blot kristne, muslimske eller jødiske mennesker – men ethvert fornuftigt menneske med fornemmelse for det sociale ansvar, der ligger til grund for en sådan paragraf, som dén i straffeloven: Paragraf 140. Denne lov blev i sin tid, under det forfærdelige nazistiske styre, benyttet til at beskytte de danske jøder mod forhånelse af deres religion fra tysk side. I dag ser jeg ikke den store forskel! De nyligt trykte Muhammedtegninger er intet andet end et genopsprættet sår fra en fortid med forfølgelser, udryddelser og had! Lader vi først dét stå til, hvad bliver da det næste?

 

Blasfemi er at forhåne et lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse. Derfor ønsker jeg at politianmelde følgende parter for brud på denne straffelovens paragraf 140:

 

For det første det kristne trossamfund, den Danske Folkekirke. Grunden herfor er den massive propaganda omhandlende Jesus af Nazaret som Guds søn, hvilket er i klar uoverensstemmelse med de jødiske og muslimske religionssamfunds troslærdomme. Desuden ser det ikke ud til, at det kristne trossamfund vælger at anerkende den muslimske profet, Muhammad, som Guds sendebud, hvilket jeg ser som en uforskammet provokation mod den mest elementære troslærdom i den muslimske tro, nemlig shahadaen.

 

Hernæst ønsker jeg at anmelde det jødiske trossamfund, idet det nægter at anerkende Jesus af Nazaret som Guds søn – en direkte hån mod det kristne trossamfund, helt på linje med hvad der skete omkring år 33, da Jesus angiveligt måtte lide døden på grund af lignende hændelser. Se desuden punktet omhandlende den muslimske shahada.

 

Følgelig må jeg selvfølgelig anmelde det muslimske trossamfund for deres forhånende degradering af Jesus Kristus fra Guds søn til profet. Dette er intet mindre end en spotbedriven af dimensioner mod dét, et offentligt religionssamfund betragter som en fundamental troslærdom – det må selvfølgelig ikke fortsætte uden konsekvenser.

 

Til sidst ønsker jeg at politianmelde McDonald’s med henblik på straffelovens paragraf 140 – ”blasfemiparagraffen” – for forhånelse mod det hinduistiske trossamfund i deres endeløse drab af hellige køer.