Tradition og fornyelse
Knud Romer Jørgensens (KRJ) indlæg i Berlingske Tidende d. 23. januar 2006 er vel, hvad man kan kalde en brandtale. Han går kraftigt til angreb på den danske, selvbedrageriske mentalitet, nationalromantikken, som, han mener, florerer i dag som i 1885. Med udgangspunkt i Holger Drachmanns Midsommervise forklarer han, hvorledes danerne i dag stadig holder det fremmede fra døren.
KRJ nævner, at der til stadighed er en tendens til at udpege og dæmonisere folk: Ikke bare uden for grænserne, men også i samfundet; nemlig grupper af subkulturer, fritænkere – hekse, trolde, parallellerne til Midsommervisen fortsætter.
Han påpeger det absurde i, at når danskerne synger denne vise rundt om bålet overhovedet ikke lægger mærke til, hvad de siger. De er fanget i deres traditioner og ænser end ikke realiteten – de ser ikke, at skyen ikke ”over marken velsignelsen sender” eller køerne ikke ”sin middag i kløveren gumler”. Tværtimod er landbruget industrialiseret og velsignelsen over marken snarere bliver bragt af pesticider og kunstgødning. Faktisk er det danske glansbillede på virkeligheden intet andet end et stort selvbedrag – ungdommen er ude i et alkoholproblem, ”naturindholdet” bliver holdt kunstigt i live af landskabsforvalterne. Selv vejret omkring Skt. Hans er en mytologisk løgn, der gang på gang bliver tilbagevist af meteorologerne
Hvad er da meningen med dette umådelige selvbedrag? Ifølge KRJ sammenholdet – den falske idyl er den bedste måde at holde danskerne sammen på: Den skaber et fælles værdigrundlag, nemlig traditionen og fællesskabet. Det er det samme fællesskab, som kulturkanonen forsøger at skabe ved at danne en falsk enhedskultur, der lukker befolkningen inde. KRJ giver derimod sit eget bud på samfundet: Et samfund, der ikke er præget af et sammenhængende verdenssyn eller et fælles mål; ej heller med en kultur, der er dikteret af ministerier eller industriers interesser. Derimod er samfundet sammensat af små grupper, der alle har forskellige levevilkår, interesser og forventninger til fremtiden. Kulturminister Brian Mikkelsen og professor Jørn Lund er foregangsmænd i et projekt, der leder mod en reaktionær diktatorstat.
Selv bryder KRJ sig ikke om andre fælles værdier, end hvad der er skrevet i grundloven, og føler intet behov for en kulturel én af slagsen. Han mener, at det er vigtigt for et samfund ikke at lukke sig af, men at åbne på udadtil. Et billede herpå er rundkredsen om bålet til skt. Hans: Vi må ikke indsnævre den, for så vil vi brænde os – vi skal række armene ud og udvide den.
KRJ bruger uden tvivl appelformen logos i og med han taler til vores fornuft, når han fortæller, at verden altså aldrig har hængt sådan sammen, som den fejlagtigt bliver beskrevet i Midsommervisen, men hans sprogbrug appellerer alligevel til vores følelser – især i de indledende og afsluttende afsnit og i og med han taler direkte til den målgruppe han omtaler – og således må man altså udlede, at patos ikke er underrepræsenteret i denne tekst.
KRJ’s to hovedpunkter i båltalen er traditionen og isolationen. Traditionen bliver i denne tale fremstillet som reaktionær, isolerende, falsk og verdensfjendsk. I stedet tales der for det individuelle og det reelle. For at demonstrere et relevant modsatrettet syn herpå, ønsker jeg at citere Søren Kierkegaards skildrende tanker om det gentagende i sin bog; ”Gjentagelsen”:
”Gjentagelsens Kjærlighed er i Sandhed den ene lykkelige. Den har ligesom Erindringens ikke Haabets Uro, ikke Opdagelsens ængstende Eventyrlighed, men heller ei Erindringens Vemod, den har Øieblikkets salige Sikkerhed.[…]Haabet er en deilig Pige, der smutter bort mellem Hænderne; Erindringen er en skøn gammel kone, som man dog aldrig er tient med i Øieblikket. Gjentagelsen er en elsket Hustrue, man aldrig bliver kjed af; thi det er kun det Nye, man bliver Kjed af. Det gamle bliver man aldrig kjed af; og naar man har det for sig, bliver man lykkelig; og kun den bliver ret lykkelig, der ikke bedrager sig selv ud i den Indbildning, at Gjentagelsen skulle være noget nyt; thi da bliver man kjed af den. Der hører ungdom til at haabe, ungdom til at erindre, men der hører Mod til at ville Gjentagelsen.”
Således præsenterer Kierkegaard altså et andet syn på traditionen, og giver os en mere positiv fremstilling af denne tryghed, KRJ netop kritiserer i sin båltale. Tog vi i stedet et Kierkegaardsk perspektiv til sagen, ville vi finde, at gentagelsen kræver et vist mod – at den ligger til den menneskelige natur og fylder os med den sande lykke. Desuden giver gentagelsen den salige sikkerhed, som én ikke ville opnå ved håbet eller erindringen – kun ved den gentagende gentagelse findes den helt sikre ærlighed. Interessant er det dog, at Søren Kierkegaard ellers har lagt grunden for en stor del af dén individualistiske filosofi, som KRJ bygger sine synspunkter på.
På den anden, stadigt eksistentialistiske side af sagen står Friedrich Nietzsche med et ligeledes individualistisk syn, men her kritisk stillet over for den konservatisme han i sin bog ”Afgudernes Ragnarok” beskylder sin samtid for:
”Der findes endnu i dag partier, der som mål drømmer om alle tings krebsegang. Men det står ingen frit for at være krebs. Det hjælper ikke noget: man må fremad, det vil sige skridt for skridt videre i décadencen (- dette er min definition på det moderne ”fremskridt”…). Man kan hæmme denne udvikling, og gennem hæmning, opsamle, gøre degenerationen selv mere heftig og mere pludselig: andet kan man ikke. – ”
Altså en formaning af næsten samme karakter som den, KRJ giver os i båltalen. Tidligere i samme afsnit refererer han desuden til disse konservative som ”præster og moralister” – netop KRJ’s målgruppe for angrebet i talen: I gamle dage præsters advarsler om hekse og trolde og nyere tids politiske konservative moralister, der spår vor lokale civilisations sammenbrud ved det store fællesskabs sammenbrud.
Den store problemstilling lyder altså på en tryghed overfor utilfredsheden ved en endeløs gentagelse. Dilemmaet er så, hvad man skal vælge? Hvad vil give mennesket den største lykke? Personligt vil jeg ikke stille mig tilfreds med den samme gentagelse: Da mener jeg ikke, livet er værd at leve. Ingen ved, hvad den næste dag vil bringe, men at nægte den i frygten for ulykke er allerede at have mistet livet. At holde panisk fast i et sæt værdier, der én gang har vist sig gode for derefter at benægte ethvert nyt initiativ – håbet – dét er den rene dekadence. I sandhed håbløshed.
Et andet problem KRJ nævner er, at danskerne mangler den fornødne evne til at acceptere det fremmede: Ikke blot i henhold til den fjendske attitude ved grænserne, men også indenfor. Modviljen til at lukke folk ind er i streng forlængelse af den tidligere nævnte frygt for eksistens: Det kommer sig af dette fornyelsens ressentiment, som vi alle – som mennesker – kender, men har lært ikke at lade os styre af. Hvad er al denne dæmonisering, hvis det ikke er manifestationen af enhver smånihilistisk danskers frygt for at anerkende sin egen eksistens i omvurderingen af alle sine forældede slaveværdier? Slaveværdier i dén forstand, at de er skabt til det ene formål, at holde befolkningen i den tro, at de er ét folk med ét værdisæt, at de har ét mål. Den endelige destruktion af alt, hvad der kan kaldes mangfoldighed; alt, hvad der kan kaldes frodighed. Al denne intolerance, denne fordømmelse af, hvad der ikke passer ind i den store kreds af mytologiske værdier: Det er i sandhed den visse død. Og hvem andre end selveste Brian Mikkelsen, den af befolkningen højt ærede kulturminister, vover at lave det ultimative sakrilegium, en skændsel på livet selv – en kulturkanon! En sådan en må da om ikke andet være et forsøg på at strømligne, definere det danske – hvad Langballe, Krarup og Camre har forsøgt sig på igennem flere år er lykkedes for ”skt. Brian”. Endelig ved vi, hvad en ægte dansker er! En ægte dansker er én, der nyder de alternative former og kurver i det beton/marmorbelagte århusianske rådhus, nyder hyggen når DR genudsender Matador og luller deres små i søvn med så danske viser som Ebbe Skammelsøn – samtlige 32 vers. Men også Kierkegaard må en ægte dansker kende – mon dog? Jeg har endnu ikke mødt ret mange, der har kendt ham af forfatterskab.
Lad os dog fejre vores mangfoldighed! Som Fenris endeligt brød Gleipner og startede Afgudernes Ragnarok skal vi ituslå konformitetens lænker og bryde fri fra den evindelige ligegyldighed livet antager sig, når det kører i en meningsløs gentagelse af upersonlige værdier.
Tags: eksistens, individualisme, Knud Romer Jørgensen, kronik, kulturkanon, mangfoldighed
