Meningen med livet

Følgende er mest en undskyldning for ikke at have postet i et godt stykke tid – jeg er igang med et længere stykke prosa, som jeg ønsker at koncentrere mig om, men vil forsøge at opdatere oftere fremover.

 

 

Min kæreste lavede aftensmad til mig i går: En rød, blodig engelsk bøf med en rigtig god whiskysauce til. Jeg har aldrig været en gourmet – jeg plejer tværtimod at finde sådan noget feinschmeckeri lettere irriterende: Jeg gider ikke alverdens specialøl, når jeg kan få en krudtugle; jeg gider ikke at spise sushi og andet moderigtigt mad, når jeg kan få lidt nachos eller en durum og jeg gider slet ikke tage på Burger King, når jeg kan tage på McD.

   Men! I går fik jeg altså det her stykke kød – boeuf anglaise, skulle jeg mene, det hedder. Dejligt tilberedt af min kæreste til tonerne af Thelonious Monk og med importcola til (Pepsi). Savlet dryppede som aldrig før, da det første stykke whiskysauceovertrukne oksekød rørte min tunge, og da vi sad – helt uden at snakke – og så hinanden i øjnene, begge med den næste bid klar til indtagen, følte jeg en velbehag ved livet, der overskred en hvilken som helst religiøs oplevelse jeg nogensinde kunne forestille mig.

 

Nydelse – helt klart et værdigt mål for livet.

Om begrebet Paradis

Paradiset er – i kristen forstand – det sted, mennesket befandt sig før det gennemlevede syndefaldet. Et sted, hvor der principielt ikke findes skam eller synd. Det bliver i Første Mosebog beskrevet som en have beliggende i Eden. Der findes ingen kundskab om godt eller ondt i Edens Have, for den er mennesket ikke skabt med, men det har dog mulighed for at opnå en sådan, hvis det spiser af Træet til kundskab om godt og ondt – hvilket Gud i sin natur havde forbudt mennesket.

   Altså kan det kristelige Paradis betragtes som en barnlig evighed, hvor man lever i en uvished om ens natur: De drifter der af de abrahamitiske religioner kaldes syndige. Rent symbolsk er Paradismyten ofte lagt ind i fortællinger om overgangen fra barn til voksen – den naturlige udvikling væk fra det infantile og mod det bevidste.

 

Den mere profane tolkning af paradiset – som et dagligdagsbegreb – eksisterer side om side med det hellige Paradis. Det profane paradis er snarere ideen om et personligt Utopia end det kristelige absolutte. Det gør sig dog stadig gældende, at det er et sted med fravær af ondskab og negativitet. Den væsentlige forskel ligger i det nu individuelle syn på det onde; synden. Det er heller ikke længere nødvendigvis et sted med fravær af bevidsthed omkring syndens og skammens eksistens, men kunne principielt fungere som et sted, hvor disse er accepterede og sameksisterer i en form for harmoni.

   Lad mig give et eksempel på det profane paradis i forhold til mine ideer: Forestil dig et sted, hvor man lever i fuld forståelse for omgivelsernes tilstand – det værende sig alt fra det ekstatiske til det miserable. Et sted, hvor begge kan eksistere, og begge kan forandres: Et sted, der modsat det kristne statiske Paradis er foranderligt.

   Dette er blot én idé om et profant paradis.

 

Da de to definitioner af begrebet Paradis/paradis nu er mere eller mindre på plads, kan en dybere vurdering begynde.

 

Det kristelige Paradis er dekadence. Kristendommen er den unaturlige stræben efter det barnlige stadie, der ellers er betragtet som overkommet. En nihilistisk romantik, kunne man fristes til at kalde det, ønsket om at få, hvad engang var, og som var kendt og trygt. I og for sig en naturlig forsvarsmekanisme, men destruerende, når den skaber desillusionerende ideer om et hypotetisk overstillet liv, der kommer efter det reelle, men går forud for det – dér starter forfaldet.

 

Det profane paradis synes umiddelbart mindre skadeligt, men er immervæk et ideal på lige fod med det hellige, og man må endnu minde sig om, at der kun er ét liv, som vi i det mindste er sikrede, og det er alt for værdifuldt til, at vi kan lade det komme sig som nummer to.

Kort om den eksistentielle angst

”Gud har udskilt menneskene, for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr. For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed!”  Og hvor sandt prædiker Salomon ikke, når han fortæller, hvordan al mening er væk. Med Guds død – religionens tilbagetog – opleves den eksistentielle angst.

   Den eksistentielle angst er dén, der kommer, når mennesket endeligt og slutteligt har erkendt eksistensens absolutte meningsløshed. Frygten der kommer, når de førhen tilfredsstillede, troende mennesker mister deres sikre, evige ikke-eksistens i Paradiset er af proportioner, der kan bringe en mand på randen af selvmordet. Skrækkeligt er det, at al tilværelse pludselig er uden den ringeste betydning, og at alt, der før er sket øjensynligt er uden mening. Hvordan havde Adam og Eva det ikke, da de pludselig mistede Paradiset? De blev kastet i den evige død, og ligeså er mennesket nu, hvor Gud er død.

 

Lad mig drage min parallel til den semitiske myte om syndefaldet: At mennesket gennemgår en uundgåelig udvikling mod en bevidsthed, som gør, at de mister deres uskyld – deres barndom: Derfor må vi lide døden. Hvor rigtigt er det ikke, at vi med bevidstheden om vores natur er overladt til døden?

 

Den væsentlige indvending jeg nu må lave, er dén, nihilisterne (de religiøse såvel som de postreligiøse) overser ved religionens fald: At skønt den absolutte meningsløshed nu indtræder, er den relative meningsløshed stadig kun hos dem selv. Døden er der; den må vi ikke overse – men livet er der også, og dét må vi for alt i verden ikke glemme, blot fordi døden lurer. Tværtimod, er døden katalysator for livet: Vi må skabe eksistens, vi kan ikke bare ånde, æde og sove.

   Det er vigtigt at opdage, hvorledes vi kan skabe vores egne værdier, som vi engang skabte Gud. Livet er meningsløst i den grad, vi ønsker det at være: I enden kan vi ikke ændre, at vi dør og efterhånden bliver glemt, forsvinder, men vi kan eksistere i nuet og skabe denne endeløse strøm af forgængelige tilværelse. ”Hvorfor?” spørger man – fordi vi er i stand til det! Fordi tilværelsen kan bringe den største nydelse vi nogensinde kan kende – fordi der er skønhed i eksistensen: Kærligheden eksisterer, når vi skaber den. Og når vi kan skabe noget så stærkt, så oprørende og så æstetisk som dén, så er spørgsmålet snarere: ”Hvorfor ikke eksistere?”.

   Frygten for eksistensen er frygten for det ukendte – for hvem kan i sidste ende sige, hvad der vil ske igennem vores stærkt begrænsede liv? Sagen må bunde i en splittelse mellem det konservative væsen og det nysgerrige: Angsten for de ukendte oplevelser – uden Gud – livet bringer står overfor eksistensen. Når eksistensen taber, findes den eksistentielle angst.