”Gud har udskilt menneskene, for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr. For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed!” Og hvor sandt prædiker Salomon ikke, når han fortæller, hvordan al mening er væk. Med Guds død – religionens tilbagetog – opleves den eksistentielle angst.
Den eksistentielle angst er dén, der kommer, når mennesket endeligt og slutteligt har erkendt eksistensens absolutte meningsløshed. Frygten der kommer, når de førhen tilfredsstillede, troende mennesker mister deres sikre, evige ikke-eksistens i Paradiset er af proportioner, der kan bringe en mand på randen af selvmordet. Skrækkeligt er det, at al tilværelse pludselig er uden den ringeste betydning, og at alt, der før er sket øjensynligt er uden mening. Hvordan havde Adam og Eva det ikke, da de pludselig mistede Paradiset? De blev kastet i den evige død, og ligeså er mennesket nu, hvor Gud er død.
Lad mig drage min parallel til den semitiske myte om syndefaldet: At mennesket gennemgår en uundgåelig udvikling mod en bevidsthed, som gør, at de mister deres uskyld – deres barndom: Derfor må vi lide døden. Hvor rigtigt er det ikke, at vi med bevidstheden om vores natur er overladt til døden?
Den væsentlige indvending jeg nu må lave, er dén, nihilisterne (de religiøse såvel som de postreligiøse) overser ved religionens fald: At skønt den absolutte meningsløshed nu indtræder, er den relative meningsløshed stadig kun hos dem selv. Døden er der; den må vi ikke overse – men livet er der også, og dét må vi for alt i verden ikke glemme, blot fordi døden lurer. Tværtimod, er døden katalysator for livet: Vi må skabe eksistens, vi kan ikke bare ånde, æde og sove.
Det er vigtigt at opdage, hvorledes vi kan skabe vores egne værdier, som vi engang skabte Gud. Livet er meningsløst i den grad, vi ønsker det at være: I enden kan vi ikke ændre, at vi dør og efterhånden bliver glemt, forsvinder, men vi kan eksistere i nuet og skabe denne endeløse strøm af forgængelige tilværelse. ”Hvorfor?” spørger man – fordi vi er i stand til det! Fordi tilværelsen kan bringe den største nydelse vi nogensinde kan kende – fordi der er skønhed i eksistensen: Kærligheden eksisterer, når vi skaber den. Og når vi kan skabe noget så stærkt, så oprørende og så æstetisk som dén, så er spørgsmålet snarere: ”Hvorfor ikke eksistere?”.
Frygten for eksistensen er frygten for det ukendte – for hvem kan i sidste ende sige, hvad der vil ske igennem vores stærkt begrænsede liv? Sagen må bunde i en splittelse mellem det konservative væsen og det nysgerrige: Angsten for de ukendte oplevelser – uden Gud – livet bringer står overfor eksistensen. Når eksistensen taber, findes den eksistentielle angst.
Tags: angst, eksistentialisme, eksistere, nihilisme, syndefald
