Paradiset er – i kristen forstand – det sted, mennesket befandt sig før det gennemlevede syndefaldet. Et sted, hvor der principielt ikke findes skam eller synd. Det bliver i Første Mosebog beskrevet som en have beliggende i Eden. Der findes ingen kundskab om godt eller ondt i Edens Have, for den er mennesket ikke skabt med, men det har dog mulighed for at opnå en sådan, hvis det spiser af Træet til kundskab om godt og ondt – hvilket Gud i sin natur havde forbudt mennesket.
Altså kan det kristelige Paradis betragtes som en barnlig evighed, hvor man lever i en uvished om ens natur: De drifter der af de abrahamitiske religioner kaldes syndige. Rent symbolsk er Paradismyten ofte lagt ind i fortællinger om overgangen fra barn til voksen – den naturlige udvikling væk fra det infantile og mod det bevidste.
Den mere profane tolkning af paradiset – som et dagligdagsbegreb – eksisterer side om side med det hellige Paradis. Det profane paradis er snarere ideen om et personligt Utopia end det kristelige absolutte. Det gør sig dog stadig gældende, at det er et sted med fravær af ondskab og negativitet. Den væsentlige forskel ligger i det nu individuelle syn på det onde; synden. Det er heller ikke længere nødvendigvis et sted med fravær af bevidsthed omkring syndens og skammens eksistens, men kunne principielt fungere som et sted, hvor disse er accepterede og sameksisterer i en form for harmoni.
Lad mig give et eksempel på det profane paradis i forhold til mine ideer: Forestil dig et sted, hvor man lever i fuld forståelse for omgivelsernes tilstand – det værende sig alt fra det ekstatiske til det miserable. Et sted, hvor begge kan eksistere, og begge kan forandres: Et sted, der modsat det kristne statiske Paradis er foranderligt.
Dette er blot én idé om et profant paradis.
Da de to definitioner af begrebet Paradis/paradis nu er mere eller mindre på plads, kan en dybere vurdering begynde.
Det kristelige Paradis er dekadence. Kristendommen er den unaturlige stræben efter det barnlige stadie, der ellers er betragtet som overkommet. En nihilistisk romantik, kunne man fristes til at kalde det, ønsket om at få, hvad engang var, og som var kendt og trygt. I og for sig en naturlig forsvarsmekanisme, men destruerende, når den skaber desillusionerende ideer om et hypotetisk overstillet liv, der kommer efter det reelle, men går forud for det – dér starter forfaldet.
Det profane paradis synes umiddelbart mindre skadeligt, men er immervæk et ideal på lige fod med det hellige, og man må endnu minde sig om, at der kun er ét liv, som vi i det mindste er sikrede, og det er alt for værdifuldt til, at vi kan lade det komme sig som nummer to.
