Ondskabens problem

Indledning

 

Ondskabens problem er et paradoks, der er opstillet af den græske filosof Epikur. Det bygger på ideen om teodicieen – Guds retfærdighed. Problemet fremhæver det uforenelige i Guds almægtighed, alvidenhed og algodhed og eksistensen af ondt i verden.

 

Argumentet

 

P1: Gud eksisterer

P2: Gud er almægtig

P3: Gud er alvidende

P4: Gud er algod

P5: Algode væsner viser modvilje overfor alt ondt

P6: Algode væsner, der kan få ondt til at ophøre, vil straks gøre dette

K1: Gud viser modvilje overfor alt ondt (P4; P5)

K2: Gud kan få alt ondt til at ophøre straks (P2; P6)

1.       Uanset hvilket slutresultat lidelse har, kan Gud stoppe det med metoder, der ikke indebærer lidelse (P2)

2.       Gud har ingen grund til ikke at udrydde ondt (K2,1)

3.       Gud har ingen grund til ikke at handle straks (P6)

K3: Gud vil udrydde al ondskab straks (K1; K2,2; K2,3)

P7: Ondskab eksisterer, har eksisteret og vil sandsynligvis altid eksistere

K4: K3 og P7 er paradoksale; derfor er ét eller flere af præmisserne falske: Enten eksisterer Gud ikke, eller også er Gud ikke samtidigt almægtig, alvidende og algod.

 

Præmisserne

 

Præmisserne 1, 2, 3 og 4 er naturligvis baseret på den bibelske betragtning af Gud, som synes at være delt af langt de fleste tilhængere af de abrahamitiske religioner. Flg. bibelcitater burde fungere som rigeligt belæg for påstandene[1]:

 

Gud er almægtig:

1 Mos 17,1;1 Mos 28,3;1 Mos 35,11;1 Mos 43,14;1 Mos 48,3;1 Mos 49,25;2 Mos 6,3;Ruth 1,20;Ruth 1,21;Job 6,14;Job 8,3;Job 8,5;Job 11,7;Job 13,3;Job 15,25;Job 21,15;Job 22,3;Job 22,17

 

Gud er alvidende:

TilfEst E,4 ; Sl 139,1-4; Ordsp 15,3; Job 21,22

 

Gud er algod:

Visd 15,1 ; Sl 18,31; Sl 7,8

 

P5 er sand pr. definition, og det samme kan siges om P6. P7 kan vises ud fra empiri.

 

Indvending #1 – Definition af ondskab

 

Ondskab defineres traditionelt ud fra dennes modsætning. I.e. manglen på det gode. En ond ting kan kun henvises til som den negative form af en god ting. Det onde må altså defineres ud fra det gode, og således fungere som dettes modsætning.

 

Set ud fra et teologisk synspunkt er ”det onde” en mere eller mindre fast defineret størrelse set ud fra beskrivelserne af vederstyggeligheder o. lign. i det Gamle Testamente. Ud fra et mere eksistentialistisk, moralrelativistisk synspunkt bliver det onde dog straks sværere at definere, og således ville det ikke være muligt at operere med én absolut ondskab: Denne tolkning ville dog også med det samme markere problemerne ved Guds almægtighed.

 

Indvending #2 – Den frie vilje

 

Den frie vilje er et hyppigt argument fra religiøs side mod ondskabens problem. Argumentet går på, at Gud skabte mennesket med fri vilje, og den frie vilje indebærer den uindskrænkede mulighed for at udøve ondt. Skulle Gud fjerne ondskaben, ville det stride imod menneskets frie vilje.

 

Et svar til indvending #2 er, at den frie vilje allerede er et problem i sig selv (der muligvis vil blive behandlet i en senere artikel), da den indebærer potentialet til at gøre indtil øjeblikket ubestemte gerninger. Denne definition strider imod Guds alvidenhed, da denne pr. definition ikke kan eksistere uden at vide præcist, hvad et individ har tænkt sig at foretage.

 

Konklusion

 

Det er gennem ondskabens problem muligt at konkludere, at enten:

Eksisterer Gud ikke,

er Gud ikke almægtig,

er Gud ikke alvidende eller

er Gud ikke algod.

---

[1] Visse bibelsteder er copy/paste fra Emil Kirkegaards blogindlæg om samme emne

Kulturkristendom og den danske mentalitet

Definition:

 

”Kulturkristendom” er et svagt defineret begreb, der nok vil kunne skabe forvirring, hvis omtalt uden videre definition. Lad os derfor antage – om ikke andet, så i dette tilfælde – at begrebet ”kulturkristendom” indebærer en populær udlægning af den kristelige tro, der snarere tager udgangspunkt i humanismen eller personlige værdier end de egentlige kristne principper.

Kristendom må således også defineres for at opstille reelle argumenter og holdninger. Lad os antage, at det mindste krav for kristendommen er troen på Jesus af Nazareth som søn af en almægtig, alvidende og alskabende guddommelighed, traditionen tro kaldet ”Gud”. Dernæst må det anses som fundamentalt at tro på, Jesus døde for vore synder.

   Disse er to ganske fundamentale dogmer i den kristne tro, der følgelig må bære endnu to med sig: Der findes en sådan Gud, og denne har defineret visse handlinger og tanker som værende ”syndige” (iht. ”døde for vore synder”.

 

Kulturkristendommen i Danmark – et historisk perspektiv

 

Man kunne indvende, at den første kulturkristendom i Danmark kom sammen med Grundtvig, der flyttede det kristelige fokus hen imod mennesket. Ligeledes tog Søren Kierkegaard en eksistentialistisk – og derved mere individuel – indfaldsvinkel i brug i sin udøvelse af kristendommen, der muligvis også var set i pietismen før han og Grundtvig. Ikke desto mindre skiller grundtvigianismen sig fra pietismen (og Indre Mission, traditionelt set) idet dens grundsætning populært er: ”Menneske først – kristen så”, og således leder den altså hen mod en dennesides mentalitet frem for den pietistiske hinsides mentalitet.

 

Problemet med dagens kulturkristendom

 

To perspektiver kan påtages, når man vurderer problemerne med dagens kulturkristendom: Et ateistisk og et teistisk. Jeg vælger her ikke at gå videre i dybden med begge perspektiver, men snarere at tage en fælles problemformulering op.

 

Det viser sig nemlig, at traditionelle kristne værdier efterhånden ligger majoriteten fjernt. De ganske reaktionære moselove finder man selvsagt sjældent blandt ret mange kristne mennesker, foruden de måske mest ”retskafne” indremissionærer, og det synes klart ud fra en sekulær fornuft, da disse ligger så fjernt fra de gængse sociale normer. Moselovene betragtes altså af den sekulære – og kulturkristne – som et produkt af samtidens normsystem.

   Det egentlige problem – der sandsynligvis kan sættes i relation til herover nævnte – er, at de før definerede kristne grundlag efterhånden bliver lige så gængse som moselovene. Troen på, at der findes den førnævnte Gud virker tilsyneladende mere og mere fjernt for mange kulturkristne – selv præster forkaster efterhånden min definition af Gud, og erstatter det med et mere eller mindre buddhistisk syn.

 

Dette må unægtelig føre til en forvirring af, hvad kristendommen egentlig er. Ganske vist er det et hyppigt argument, at ”jeg ikke bare sådan kan bestemme, hvad kristendommen er”. Det er måske ganske rigtigt, at kristendommen som sådan er yderst kompleks – perpleks, vil jeg nok snarere sige – men ikke desto mindre findes der nogle logiske absolutter i denne som alle religioner. Disse består i den almægtige, alvidende, alskabende Gud – herfra må man gå ud fra, at de regler, denne har opstillet er perfekte fra starten – og fremover. Derfor må det være en logisk fejl at undsige sig den moral, Jesus  prædikede gennem det Nye Testamente.

   Det synes desuden, at mange kulturkristne er overbevist om, at deres selektive kristendom – der eventuelt er blandet med buddhistiske, humanistiske eller endda ganske selvopfundne værdier – ikke strider mod den egentlige kristne lære.

 

Slutteligt

…må det siges, at problemet med kulturkristendommen er den totale forvirring, der nu tillægges begrebet kristendom. Ikke nok med, at det dualistiske aspekt i kristendommen[1] skabte et grundlag for forvirring, der var svært nok at tilbagevise, men denne polyistiske kristendom, der ændrer sig som tidens gængse normer skifter, må nærmest anses som en sølle, romantisk idé – muligvis en barnetro . Det er religionens sidste krampetræk i vores moderne samfund, der må overvindes – den er ingenting bevendt: Hverken for de religiøse eller ateisterne, og de kulturkristne selv vil formentligt opdage, at det eneste de oplever ved at frasige sig disse guddomme er at melde sig ind i et stort set ens samfund – der blot er forskellig på den måde, at de aktivt har frasagt sig Gud, frem for den passive fornægtelse, de i øjeblikket har påtaget sig.

 

Synkretismen leve!