Definition:
”Kulturkristendom” er et svagt defineret begreb, der nok vil kunne skabe forvirring, hvis omtalt uden videre definition. Lad os derfor antage – om ikke andet, så i dette tilfælde – at begrebet ”kulturkristendom” indebærer en populær udlægning af den kristelige tro, der snarere tager udgangspunkt i humanismen eller personlige værdier end de egentlige kristne principper.
Kristendom må således også defineres for at opstille reelle argumenter og holdninger. Lad os antage, at det mindste krav for kristendommen er troen på Jesus af Nazareth som søn af en almægtig, alvidende og alskabende guddommelighed, traditionen tro kaldet ”Gud”. Dernæst må det anses som fundamentalt at tro på, Jesus døde for vore synder.
Disse er to ganske fundamentale dogmer i den kristne tro, der følgelig må bære endnu to med sig: Der findes en sådan Gud, og denne har defineret visse handlinger og tanker som værende ”syndige” (iht. ”døde for vore synder”.
Kulturkristendommen i Danmark – et historisk perspektiv
Man kunne indvende, at den første kulturkristendom i Danmark kom sammen med Grundtvig, der flyttede det kristelige fokus hen imod mennesket. Ligeledes tog Søren Kierkegaard en eksistentialistisk – og derved mere individuel – indfaldsvinkel i brug i sin udøvelse af kristendommen, der muligvis også var set i pietismen før han og Grundtvig. Ikke desto mindre skiller grundtvigianismen sig fra pietismen (og Indre Mission, traditionelt set) idet dens grundsætning populært er: ”Menneske først – kristen så”, og således leder den altså hen mod en dennesides mentalitet frem for den pietistiske hinsides mentalitet.
Problemet med dagens kulturkristendom
To perspektiver kan påtages, når man vurderer problemerne med dagens kulturkristendom: Et ateistisk og et teistisk. Jeg vælger her ikke at gå videre i dybden med begge perspektiver, men snarere at tage en fælles problemformulering op.
Det viser sig nemlig, at traditionelle kristne værdier efterhånden ligger majoriteten fjernt. De ganske reaktionære moselove finder man selvsagt sjældent blandt ret mange kristne mennesker, foruden de måske mest ”retskafne” indremissionærer, og det synes klart ud fra en sekulær fornuft, da disse ligger så fjernt fra de gængse sociale normer. Moselovene betragtes altså af den sekulære – og kulturkristne – som et produkt af samtidens normsystem.
Det egentlige problem – der sandsynligvis kan sættes i relation til herover nævnte – er, at de før definerede kristne grundlag efterhånden bliver lige så gængse som moselovene. Troen på, at der findes den førnævnte Gud virker tilsyneladende mere og mere fjernt for mange kulturkristne – selv præster forkaster efterhånden min definition af Gud, og erstatter det med et mere eller mindre buddhistisk syn.
Dette må unægtelig føre til en forvirring af, hvad kristendommen egentlig er. Ganske vist er det et hyppigt argument, at ”jeg ikke bare sådan kan bestemme, hvad kristendommen er”. Det er måske ganske rigtigt, at kristendommen som sådan er yderst kompleks – perpleks, vil jeg nok snarere sige – men ikke desto mindre findes der nogle logiske absolutter i denne som alle religioner. Disse består i den almægtige, alvidende, alskabende Gud – herfra må man gå ud fra, at de regler, denne har opstillet er perfekte fra starten – og fremover. Derfor må det være en logisk fejl at undsige sig den moral, Jesus prædikede gennem det Nye Testamente.
Det synes desuden, at mange kulturkristne er overbevist om, at deres selektive kristendom – der eventuelt er blandet med buddhistiske, humanistiske eller endda ganske selvopfundne værdier – ikke strider mod den egentlige kristne lære.
Slutteligt
…må det siges, at problemet med kulturkristendommen er den totale forvirring, der nu tillægges begrebet kristendom. Ikke nok med, at det dualistiske aspekt i kristendommen[1] skabte et grundlag for forvirring, der var svært nok at tilbagevise, men denne polyistiske kristendom, der ændrer sig som tidens gængse normer skifter, må nærmest anses som en sølle, romantisk idé – muligvis en barnetro . Det er religionens sidste krampetræk i vores moderne samfund, der må overvindes – den er ingenting bevendt: Hverken for de religiøse eller ateisterne, og de kulturkristne selv vil formentligt opdage, at det eneste de oplever ved at frasige sig disse guddomme er at melde sig ind i et stort set ens samfund – der blot er forskellig på den måde, at de aktivt har frasagt sig Gud, frem for den passive fornægtelse, de i øjeblikket har påtaget sig.
Synkretismen leve!
Tags: Grundtvig, kulturkristendom, Pietisme, Synkretisme
