Engang boede der en mand i et kolonihavehus oppe i Nordjylland. Han brugte megen tid i huset, men endnu mere i haven, som han elskede at passe og pleje. Han havde – måske ikke så mange forskellige, men i hvert fald mange – planter overalt, som han yndede at gå og vande, og til gengæld for hans slid voksede de da også flot.
Ind i mellem gik han en tur ned til stranden, der lå et par kilometer væk, for at hente ler – han var nemlig engang billedkunstner, men måtte holde op med at leve af det på grund af sin alder. Han havde to store spande med sig hver gang, og hver gang kom han hjem igen med ømme, trætte arme. Men når han havde hvilet sig, brugte han hele den næste dag indenfor i kolonihavehuset med leret. Han formede alle mulige figurer: Mest af alt dyr. Han lavede giraffer, krokodiller – hunde og katte. Alle slags dyr i alle mulige størrelser. Hundene og kattene var faktisk tit i naturlig størrelse, men selvfølgelig var giraffen og elefanten noget formindsket.
Han gik tit rundt i haven og flyttede rundt på dyrene for at få det hele til at se helt perfekt ud. Han syntes bedre og bedre om det hele, og smilede inde bag det pjuskede skæg og de beskidte briller. Men han syntes ligesom, at noget manglede: Så gik han ned til stranden igen, og hentede to store spandfulde ler – så to til – og to til. Da han kom hjem efter den tredje lange tur var det blevet sent, og han faldt om af træthed.
Han stod op tidligt næste morgen, for han kunne ikke vente. Han slog alt leret ud på bordet, han plejede at bruge til at lave sine dyr. Han lavede først to lange ben. Til dem føjede han et, skridt, en mave: To arme blev sat fast på overkroppen og til allersidst kom der et hoved. Endelig var han færdig, og da han rejste figuren op så han et menneske, næsten hans egen størrelse: Et ungt, smukt menneske, der ville passe perfekt ind i haven.
Nu stoppede han med at lave figurer. Hans hænder var simpelthen blevet for trætte, og han kunne ikke længere klare turen ned til stranden. I stedet holdt han sig ude i haven sammen med alle sine skabninger. Sommeren lang lå han under sit æbletræ og betragtede hele haven mens han tænkte, at han egentlig havde gjort det godt.
Pludselig en morgen, da han gik ud i haven stod mennesket under æbletræet, selvom han havde stillet det henne ved hybenbusken. Med en smule asen og masen fik han endelig skubbet mennesket tilbage på sin plads, hvor det holdt til – han lagde sig igen selv under æbletræet og funderede over, hvordan figuren dog var kommet over til det. Men næste morgen så han, at figuren igen stod på den forkerte plads under træet. Han blev irriteret, og ikke uden smerte i den gamle ryg bar han den tilbage til hybenerne.
Tredje morgen så han, at figuren igen var under æbletræet. Nu var det blevet nok for ham, og han bar den ud midt på plænen, gik indenfor og holdt øje med figuren, der stod, hvor han havde stillet den. Pludselig faldt en dråbe. Så en til. Pludselig regnede det, og det blev værre og værre. Figuren blev efterhånden mørk, og revner kom til syne i leddene, og det før så smilende ansigt blev mere og mere forvredet. Først faldt den ene arm af; så brast benene. Figuren lå på jorden og smeltede ned i mulden.
Han smilede ved tanken om det store menneske, der var for stort til at passe ind i lerbrændingsovnen.
Tags: Kolonihavehus
