”Fra og med år 2012 indføres af Sprognævnet apostrof i genitiv-s i egennavne, men allerede samme år indføre’s på grund af forvirring reglen om ”-’s” for alle ord, der ender på ”-s”. Da den udprægede praktiske begavede del af folkeskolen har vist tegn på forvirring omkring, hvorvidt ord skal skrive’s sammen, indfører Sprog nævnet allerede året efter en regel, der siger, at alle sammen satte ord må sær skrive’s.
På grund af et enormt pre’s fra den jyske befolkning, erstatte’s ordet ”og” i 2014 med ”å”, og et par måneder der efter ind føre’s skrive måden ”oxo” sammen med ”å så” som alternativ til ”også”.
Den ud prægede praktiske del af befolkning mener i 2015, at det er for hvanskeligt at huske hvilke ord, der starter med ”hv-” å ”v-”, så ”hv-” ind føre’s som eneste måde. Af praktiske grunde benytte’s nu også boxtavet ”x”, hvor der før hvar ”ks”.
For at folge med i det stigende krav, globaliseringen stiller, fjerne’s nu hvokalerne æ, ø, a å, som erstatte’s af a, o a a, a af samme grund erstatte’s ordet ”ja” for ”ye’s”.
Det beslutte’s nu, at ordene ”a” a ”asa” bliver sammen sat til den falle’s skrive made, fordi nasten ingen kan skelne mellem dem.
Sex ar senere – pa grund af mange ar’s for hvirring – sla’s asa falle’s kon asa intet kon sammen asa bliver hvalg frit, asa for svinder dobelt konsonanten aret efter.”
Hvorledes denne problematik bedst skulle tages op – at vor sprog synes at påvirkes fra alle leder og kanter – forekommer mig at være en sag, der ligger mange dybt på sinde. To fløje dannes, hvorved tvende særdeles ulige holdninger har sine pladser: Den puritanske, konservative mening om sprogets bevarelse og udelukkelsen af fremmedelementer, der står i kontrast til den mere liberale, nytænkende sprogfilosofi, der forherliger alskens nydannelser og lader det fremmede indlemme sig i modersmålet. Man må forstå, hvorledes disse førnævnte elementer påvirker sproget, og derfor ser jeg det nødvendigt først at forklare, hvilke elementer jeg egentlig snakker om: Den evindelige påvirkning fra det såkaldte lingua franca, verdenssproget engelsk. Overalt ses det, at engelske elementer spiller ind, og bedst ses det blandt de unge og i deres sprogbrug: At to unge mennesker ikke kan reflektere over en musikalsk oplevelse uden at indblande dusinvis af engelske ord, der end ikke ville kunne forstås af en englænder – det må være den konservative fløjs skrækscenarie på, hvor galt det står til på den sproglige front: Det evige sproglige forfald.
Modsat kunne man se på de muligheder, en sådan tilstrømning af nye ord kunne give grundlag for. Det kunne være interessant at reflektere over de mange nye vendinger og nydannelser, man kan lave: At gøre sproget sit eget og forme det, som man vil; at gøre det til en kunst – her kan det aldrig blive en ulempe at have flere farver at male med. Variation – det er, hvad den liberale, frie fløj holder fast ved som deres værdi.
Det såkaldte Danglish, som det så humoristisk er blevet benævnt, synes at være det store problem, hvorom alting kredser. Danglish er, ifølge Helle Birk i kronikken ”Om at speake Danglish”, den obskure mikstur af engelsk og dansk sprog og muligvis også retskrivningsregler. Problemet, der bliver belyst, går i al sin enkelthed ud på, at vi som danskere bliver ude af stand til at tale både dansk og engelsk med en sådan påvirkning og tendens til kritikløst at indlemme nye gloser og bøje dem efter vores eget system.
Dog må man have sig i tankerne, at det danske sprog næppe nogensinde har udviklet sig selvstændigt, men tværtom taget låneord fra tysk, fransk, ja endda latin og efterhånden indlemmet dem som sine egne. Det er – mener mange sprogforskere – en naturlig del af udviklingen af et sprog, at det tager til sig udefra, efterhånden som der bliver brug for det.
Alain Finkielkraut har i et interview i Politiken, september 1999 redegjort for sin holdning til de ”forurenende anglicismer”, der har indtaget det franske sprog. Som eksempel nævner han, at det engelske ord: ”cool” har erstattet 40 franske adjektiver, der dækker samme begreb. Her kommer han måske med en væsentlig pointe i debatten: Kan vi acceptere tilstrømningen af engelske gloser, så længe den ikke forringer variationen i sproget, men snarere forøger den? Purister vil måske holde ved deres rungende ”NEJ!”, men der kunne vel være et gran af fornuft i at optage nye ord, hvis de forøger vores begrebsverden? Det kunne være værd at vurdere den teori, der siger, at sprog og identitet hænger uløseligt sammen. Det kunne i hvert fald være grunden til den store følsomhed omkring emnet – denne tanke ønsker jeg at vende tilbage til senere.
Finkielkraut kommer desuden ind på, hvorfor sproget har udviklet sig i en sådan retning på grund af skolernes underdanighed i forhold til computerne og internettet: Børn indgår ikke længere i den videnoverførsel, han mener burde være essentiel for skolen – i stedet satses der på kommunikation, og børnene opfordres til at snakke selv og tænke, frem for at lytte og lære udenad. Finkielkraut kalder sit ønske om at genindføre ”den sorte skole” og udenadslære af poesi logisk, med den begrundelse, at poeterne må være dem, der kender sproget bedst.
Modsat Finkielkraut kunne man tage sig et mere sokratisk synspunkt og hævde, at læringen foregår bedst på de selvsamme præmisser, Finkielkraut kritiserer – altså med dialog og selvtænkning. Sådan er det jo også blevet betragtet i Danmark, i hvert fald siden Grundtvig. Skulle det ikke også give mest mening, at dersom man selv tænker over tingene frem for at få givet sproget, behersker man det bedst? Og hvordan skal man undgå, at der opstår engelske – eller danglishe – alternativer, når det traditionelle danske sprog bare ikke længere synes tilstrækkeligt? Dog må man undre sig – som Finkielkraut også gør – over, hvorfor udviklingen kan synes at gå i en mere eller mindre dekadent retning, hvor det, der før var ment som endnu et synonym i rækken, helt har overtaget rollen som begrebets endegyldige definition.
Sproget er vidt anerkendt som en stor del af identiteten: Nationalister værner stærkt om sproget som essensen af vores nationale identitet. Men er et fastfrosset, konservativt sprog uden mulighed for fornyelse så ikke et udtryk for en lige sådan identitet og personlighed? Og er et unuanceret, tomt sprog ikke på samme måde et udtryk derfor? Svaret på, hvilket sprog vi må tage i brug, ligger måske i vores selvopfattelse: Er vi progressive eller konservative mennesker? Er vi nuancerede eller tværtimod en simpel, grå sproglig grundflade, hvorpå alle muligheder endnu er ubrugte?
Modsat kunne man tage standpunktet, at sproget ikke er et udtryk for identiteten, men blot en brugsgenstand, der kan kanalisere bevidstheden fra et metafysisk til et mere fysisk element, men også her må der så drages en parallel mellem unuanceret sprog og en begrænsning af bevidsthedens udfoldelse, hvilket også virker plausibelt i forhold til, hvordan vi fungerer i forhold til hinanden: Vi har brug for sproget til at forstå hinanden, og kun hvis man virkelig formår at beherske sproget, kan ens identitet, bevidsthed eller tanker komme til udtryk overfor enhver modtager. Da må det også blive klart, at et sprog kan blive nok så påvirket fra hvor som helst, dersom folket stadig forstår det, eller vigtigere endnu; at vi selv forstår det.
