Essay om grænsebrydende kunst

For materiale til teksten, læs her

 

 

 

Hvad er kunst egentlig? Når man nu tænker over det? Hvilke følelser og hvilke tanker vækker kunsten i os? Min mor har ofte brokket sig over min varierende musiksmag, og hvordan jeg fra det ene øjeblik til det andet kan skifte fra the Dubliners til dødsmetal: Hun er uden tvivl af den opfattelse, at musik – og alt andet kunst, for den sags skyld – for Guds skyld ikke må være stødende. Eksempler er der sådan set rigeligt af: Se blot på Muhammedtegningerne, der i den grad kan kaldes grænsebrydende kunst, og har skabt røre i hele Mellemøsten og har tiltrukket sig opmærksomhed fra det meste af verden.

 

Hvad er problemet? Jeg tror, at der kan drages en parallel til jazzens tilstand omkring og lige efter Anden Verdenskrig. Da mente den nye, unge generation af bebop-musikanter, at det lyttervenlige bigband-swing ikke længere var musik for kunstens skyld, men simpelthen for det brede publikum, og en elite dannedes omkring musikere som Charlie Parker, Thelonious Monk og Dizzy Gillespie, der nu spillede hurtigere, mere avanceret musik, som bigband-publikummet ikke var vant til og mildest talt mente var larm: Nu var kunsten for kunstnerne.

   Problemet er, vil jeg mene, at modtagerne af kunsten altid har haft bestemte forestillinger om, hvad kunstneren kan tillade sig, præcis som man har normer og uskrevne regler i samfundet, der vækker harme hvis overskredne.

   Men er kunst egentlig kunst, hvis det ikke har noget nyt at sige? Bliver det samme gamle maleri af en vase med blomster ved med at være kunst, hvis der ikke tilføjes nye farver, nye vinkler, nye tanker bag. Hele denne tankegang minder mig om Harry Chaplins sang, Flowers are Red, der fortæller om et lille barn, der første dag i skolen får at vide, hvordan har farvelagt sin tegning med forkerte farver og sådan ender som en seriefremstillet, ukreativ maskine. Mange er af den mening, at kunst skal udfordre, og specielt i tiderne mellem verdenskrigene og efter, da al forhenværende tryghed forsvandt med uhyrlighederne og rædslerne der blev oplevet, da blev den grænsebrydende kunst – i hvert fald så vidt jeg ved – en stærk kunstform, der appellerede til både kunstnerne og til et – om end lille, så eksisterende – publikum. Det lykkedes dog Sartre at popularisere sin eksistentialisme i 1946 med foredraget Eksistentialisme er en humanisme, der i folkets øjne ophøjede den fra en dæmoniseret, ukristelig ondskabsfuld ideologi til en livsglad filosofi, mange senere har sluttet sig til.

   Billedkunsten er i høj grad et stærkt medie for den grænsebrydende kunst: Der er formentlig intet, der påvirker os mennesker mere, end hvad vi kan se med vores egne øjne. Historien om rædselskabinetter er efterhånden børnehistorier, men da udstillingen Bodies kom til Danmark, vækkede det absolut røre: ”Hvordan kan man have så lidt respekt for menneskets krop, at man kan udstille den post-mortem og gøre den til genstand for underholdning”, tænkte mange sikkert: ”Hvordan kan man tage så let på andres religiøse følelser, som da man valgte at trykke Muhammedtegningerne?” – den visuelle kunst er i den grad med til at støde os. Se blot på et billede som Drømmen om kniven af Vilhelm Bjerke-Petersen fra 1934: Et lettere abstrakt eller surrealistisk billede, der giver uhyggelige associationer til en makaber, alternativ tolkning af ”stik kniven i skeden”. En horribel, symbolsk fjernelse af livet der kunne have været – eller måske skånsel fra de pinsler, der kunne have været. Skrigene, smerten, blodet og den uudholdelige bevidsthed om døden: En fatalistisk nihilisme indtræder i mine tanker, når jeg ser et billede som Bjerke-Petersens Drømmen om kniven, men jeg bliver ikke stødt.

   Hvorfor? ”Jeg er vokset op i et samfund med vold, mord, død og terror; der er intet der rører mig længere; jeg er blevet nihilist; jeg er død indeni”, sådan kunne jeg argumentere, men jeg kunne også påstå, at blot fordi jeg ikke bliver stødt, bliver jeg ikke berørt, for tanker gør jeg mig da om liv og død, og jeg er bestemt ikke nihilist, som man kunne forledes til at tro. For mig er værdierne der skam – selvskabte er de, men de er der – og de cirkulerer om livet og om at få noget ud af det. Sådanne tanker og værdier skaber jeg mig selv, når jeg ser et billede som Drømmen om kniven, og sådan tror jeg, alle vil kunne få en personlig mening ud af et billede som det: Nogle skaber sig deciderede fjender i selve konceptet og bekæmper det med alskens midler, sådan som vi så Tripper Gore gøre det for år tilbage, da hun indførte mærkatet Parental Advisory på, hvad hun så som farlig musik for ungdommen.

   Censur har generelt været en nemesis for den grænsebrydende kunst, men gad vide, hvor aktuelt et problem den har været? Mon ikke kunstnerne – i dagens samfund i det mindste – til stadighed laver deres kunst, og de der kender den og har lyst til den stadig opsøger den? Der kunne selvfølgelig blive et problem med at finde nyt publikum, men jeg tror, at kunsten overlever, som den har gjort indtil nu.

   I 1997 udkom Trine Sørensens billedserie Now That You Are Mine, der bl.a. viser en kvinde, der er befængt med mærker efter vold, specielt på benene og hænderne, stående på en mørk gade kun iført en top og nogle trusser. Dette har tilfælles med Bjerke-Petersens Drømmen om kniven, at det sætter problemer til debat: Aborten var ikke velset i 30’erne, og kvindehandel og –vold ikke værdsat i 90’erne såvel som nu, men begge var aktuelle problemer. Igen kan jeg, rent personligt, ikke sige, at jeg er stødt, men jeg bliver i dette billede i højere grad gjort opmærksom på et samfundsmæssigt end jeg gjorde i Drømmen om kniven, og det er sikkert på grund af de samtidige normer jeg er vokset op med: På trods af den mere eller mindre nordvestjyske indre-missionsk-prægede opdragelse jeg har fået, er jeg alligevel vokset op med et værdisæt, der ikke direkte fordømmer abort, men allerhøjst ser det som et nødvendigt onde. Derimod er den kvindevold og prostitution, som jeg bliver mindet om i billedet af Trine Sørensen generelt set ikke en nødvendighed i dagens samfund: Jeg kender i hvert fald meget få, der mener det, udover et mindretal, der mener, at pensionister burde have offentlig støtte dertil – men lad nu den diskussion vente.

   De visuelle medier påvirker os som regel stærkest, men efter at have læst digtet ODALISK-SKØNHED af R. Broby-Johansen må jeg indrømme, at det gjorde det stærkeste indtryk af alle værkerne jeg i denne opgave har skulle vurdere. Den kaotiske stil med blokbogstaver passer til den brudte stil, indholdet består af, og jeg må indrømme, at selvom stilen er så tumultuarisk og uden tvivl ville skræmme mange væk ved det blotte syn, så falder det i min smag. Den forvirrede tankegang i et forfærdet menneskes hjerne efter at have oplevet noget så uhyrligt og makabert som det, der beskrives i de 21 linjer, sætter tingene i et perspektiv, man næppe kommer til at opleve selv, og netop derfor  mener jeg, at det kan betragtes som en kunst, hvad der står på den ene side i kompendiet i min hånd. Digtet beskriver den dommedagsagtige følelse, digteren oplever.

   Digtet ligger uden tvivl op til mange tolkningsmuligheder, og dedikationen til Asta Nielsen, hvem jeg ikke har noget specielt forhold til, har uden tvivl en betydning, der siger en del om digtet. Jeg har generelt tolket de to værker fra hhv. 1922 og 1934, ODALISK-SKØNHED og Drømmen om kniven ud fra et mellemkrigsbaseret synspunkt, der har lagt grunden til meget grænsebrydende tænkning. Netop ODALISK-SKØNHED, mener jeg, viser et glimrende eksempel på en tankegang fra en digter, der er vokset op i Første Verdenskrig: Den konstante død og verdsliggørelsen af livet bliver vist her.

 

Hvorfor provokerer kunst sådan? Hvad er det i os, der gør os så uforstående overfor den slags kunst? Eller er det overhovedet kunst? Har min mor ret, når hun påstår, at dødsmetal er larm uden indhold? Jeg tror, det har noget at gøre med den svage, usikre værdiverden vi lever i. Værdier er i høj grad omskiftelige og flygtige, og derfor tror jeg, at nogle mennesker – de, der måske i højere grad end andre har behov for statiske værdier – frygter den filosofi, der føres med hammeren, sådan som Nietzsche udtrykte det i Afgudernes Ragnarok. Desværre er hele begrebet værdier meget ambivalent. På den ene side er værdier håndgribelige og noget, vi alle er i besiddelse af – på den anden side er der få, der har en idé om, hvor disse værdier kommer fra: ”A priori, a priori!”, prædiker de religiøse, der tager afstand til det moralrelativistiske standpunkt, der nok i højere grad hylder en sådan kunstform som den af Bjerke-Petersen, Broby-Johansen og Sørensen, men problemet med deres a priori er, at den kommer fra en ubeviselig guddommelighed, der ikke er generel enighed om.

   ”Hvis der ikke er en gud, hvorfra skulle værdierne så komme?” forledes man til at spørge, men problemet er, at selv hvis der er en religion, der er sand, så findes der tusinder af dem, der alle påstår, at de alene har svaret. Værdier kommer lige så sandsynligt posteriori, gennem oplevelser og erfaringer, og sådan virker det altså mere sandsynligt, at nogle mennesker bliver mere stødt af denne kunst end andre.

   Stor kunst har altid været nyskabende kunst, og pionerer indenfor genrerne er altid blevet husket som store fremgangsmænd – skulle dette ikke være det samme hos os i nutiden, eller er vi for bange til at tage standpunktet nu, og lader derfor fortsat vor tids kunstnere leve et kummerligt liv uden anerkendelse, ligesom det skete for van Gogh? Burde frygten for at få nedbrudt alle værdier overskride glæden ved igen at genopbygge dem? Har vi egentlig andet her i livet end dette absurde Sisyfosarbejde? Er det ikke vores straf for at have begået den hybris, at vi selv blev guder? Er det overhovedet en straf, eller er det først ved at forholde os til vores værdier, vi egentlig eksisterer? Måske er frygten for eksistensen den egentlige nihilisme, da den uundgåeligt må skabe en spidsborgerlig stilstand? Måske bliver kunst som ODALISK-SKØNHED, Drømmen om kniven og endda Muhammedtegningerne snart accepteret i samme grad som loftet i det Sixtinske Kapel, der da i den grad har brudt billedforbudet, fremsagt under Åbenbaringen på Sinaj, 2. Mosebog kapitel 19.

   Måske kommer der en dag, hvor selv et band som Cannibal Corpse og sange som Scattered Remains, Splattered Brains; A Skull Full of Maggots og Necropedophile vil blive ligeså lidt stødende som Nuages af Claude Debyssé eller Smuk og dejlig af Anne Linnet, der begge var grænsebrydende i deres tid ved hhv. at bryde med alle regler for klassisk funktionsharmonik i musikken og pludselig at bringe homoseksuelle temaer  ind i musikken. Min pointe er, at værdierne netop er omskiftelige, og det derfor er svært at spå om, hvorvidt værker som de bearbejdede nogensinde vil blive betragtet som andet end grænseoverskridende, eller om de efterhånden vil opleve en anerkendelse, som det skete for van Gogh. I så fald: Ville det da være nødvendigt at skabe ny kunst til at bryde nye værdier? Eller kan vi da endelig dvæle i de nyvundne værdier, nyde lykken af endelig at have nået toppen af bjerget – eller bliver stenen atter skubbet ned, så vi blot må begynde forfra ad absurdum?

 

Helt endeligt ønsker jeg at diskutere værdien af sådanne værker som ODALISK-SKØNHED, Drømmen om kniven og Now That You Are Mine. En opsamling af pointerne kunne man kalde det.

   På trods af omfavnelsen af volden, destruktionen, døden, Ragnarokket, så kan de nemlig minde os om de modsatrettede værdier: Freden, genopbyggelsen, livet, kærligheden, der alle fungerer som livsbekræftende. Bliver man ikke ved synet af en udstilling som Bodies netop mindet om livets sårbarhed? Hvad skulle da være mere tiltrængt end at få bekræftet sit eget liv i en strømlinet verden af homogenitet og pasteuriserede livsformer, der bliver styret af monopolske værdier om, hvordan markedet kun bør have plads til én slags mælk.

   På den anden side, er dette absurde forsøg på en konstant nedbrydning og genopbyggelse af vores værdier ikke netop uden mening? Hvorfor skulle den vare ved? Hvorfor ikke give op: Lade stenen blive ved foden af bjerget og acceptere den skæbne, vi nu engang er tildelt som mennesker; at ingen værdier er absolutte, og så blot holde dem, som de nu engang er, ende kampen og lade os leve i den påståede stilstand? Der er næppe noget svar, men det er i hvert fald sikkert, at den grænsebrydende kunst kan hjælpe os at revaluere alle vores værdier og skabe debat om ikke blot de portrætterede, aktuelle problemer som f.eks. prostitution, vold, fosterfordrivelse eller barnemord, men også de eksistentielle, abstrakte problemer som liv og død: Vurdere vores eget liv.

Tags: absurd, Drømmen om kniven, etik, grænsebrydende, grænser, Kunst, moral, Now That You Are Mine, ODALISK-SKØNHED